top of page

Det gule hus ved majtræspladsen over for købmanden blev bygget i 1885 af Rasmus Sørensen Rasmussen som kolonialvarehandel. Forretningen lå til højre bag de to sidste vinduer. Samtidig boede han og familien i den anden ende af huset. Rasmus Sørensen Rasmussen havde også en  16 brt skonnert, der lå i Rudkøbing, som sørgede for, at forretningen hele tiden fik nye forsyninger. Rasmus Sørensen Rasmussen blev af uransagelige årsager kaldt "Kroman", og huset kaldes i dag stadig Kromans hus.

 

Ved slutningen af 2. verdenskrig overtog hans datter Anne Kathrine forretningen. Den var nu en regulær købmandsbutik, og hun tilsluttede butikken til Tatol-kæden, der på det tidspunkt drev flere hundrede butikker i Danmark. Tatolbutikken på Strynø blev lukket i slutningen af 1950’erne, og siden blev butikslokalet brugt til arbejdsformidling frem til slutningen af 1960’erne. Herefter er huset udelukkende blevet brugt til beboelse, men der har dog samtidig været både stensliberi og systue.

 

Huset er på 146 etagekvadratmeter, har 3 soveværelser og i alt 8 gode sovepladser.

 

Alle senge er nye boxmadras senge. Derudover har huset stort køkken med alt udstyr, stor dagligstue, lille spisestue, bad/toilet samt udhus med værksted, vaskerum og tørrerum. Der er også en garage, men den er som regel fyldt med ting og sager.

 

Vi lejer kun huset ud ganske få uger om året, og det er ikke noget, vi bliver rige af. Men vi synes, at Strynø fortjener at få mange flere besøg. Og  vi kan få dækket lidt af varmeudgifterne.

Huset

bottom of page